Mit lyskryds er min arbejdsplads

Når man åbenlyst har så meget mere end de fleste, er det svært at holde tungen lige i munden og ikke føle sig som et forkælet overklasseløg, når man siger nej til at give en peso til folk, der banker på mit automatisk lukkede vindue i min nye, skinnende firehjulstrækker! Det er måske det, hele eventyret med at være ude, går ud på – at blive konfronteret med fattigdommens grimme ansigt. For den eksisterer jo også, selvom man går rundt med sin Emmaljunga-barnevogn i det trygge Danmark – den er bare ikke så tæt på...!

For eksempel er der den her unge kvinde, som jeg ser hver dag, når jeg kører fra arbejde ved frokosttid. Tænk hvis jeg kunne tage et billede af hende. Hendes blik er skarpt og fast bag de mørke øjne. Ser ud som om hun går til sit arbejde med stolthed. Hendes job, det såmænd er at gå rundt i trakikken, mens bilerne holder for rødt, på den steghed asfalt og sælge poser med frugt. Blandt hendes kolleger er der også den blinde mand med kun en arm. Han akkompagneres af en dreng, der følger ham fra bil til bil for at bede om en peso eller to. Der faldbydes også nødder, smukke grønne undulater og mini-skildpadder i plasticposer. Andre sælger flag – de blå-hvide nicaraguanke flag i skønsom blanding med politiske flag. Det virker absurd, at de mennesker, der skal finde deres levebrød på gaden, netop sælger de røde flag, der repræsenterer det stokkonservative højreparti, der er forbeholdt de velbjergede, såkaldt ’gode’ familier. Men sådan virker de frie markedskræfter på forunderlig vis...

I næste lyskryds møder jeg den ældre dame med krykker og med ansigtet rynket af aldersom og et formodentlig hårdt liv. Hun sælger ikke andet end appel til min dårlige samvittighed over ikke at give noget. Hvis jeg giver til én, hvorfor så ikke til den næste? Ved ikke, hvor jeg skal begynde. Lukker af for sanserne og sidder passivt tilbage og følger med i denne middagsstunds dokumentarfilm om fattigdom, der udspilles lige foran mine øjne.