Og så til ... æsel!

Fredag var det helligdag i Nicaragua. Den 14. september fejrer man nemlig, at Nicaragua vandt sin uafhængighed i 1856. Vi benyttede fridagen til at drage nordpå mod Somoto godt 200 km nord for Managua og tæt på grænsen til Honduras. Somoto, som er hovedstad i Madriz-provinsen, er kendt for to ting: 1. rosquillas, som er en slags småkager bagt med majsmel og formet som vanillekranse og 2. Somoto-kløften.

Eftersom naturattraktionen kun for nyligt er blevet ”opdaget”, er det småt med kort over området og afmærkede gangstier. Så vi drog afsted med lokale Gonzalo, der lovede os hesteridt, vandring og sejltur. Da vi ankom til bestemmelsesstedet, ventede der os 2 heste og et æsel. Alfonso meldte sig ellers frivilligt til at tage æselet, men det lignede simpelthen noget fra en dårlig spaghetti-western, da han satte sig op på det stakkels kræ. Så passede jeg lidt bedre i størrelse og trak derfor det korte strå – og altså et par timer på æselryg og noget der for længst havde forestillet en behagelig saddel.

Det gik gennem Rio el Coco, hvor vi passerede varder af sten, vasket helt hvide af den daglige tøjvask som klares i floden. Videre gik det til fods over klipper hen til en robåd og derfra et stykke til vands. Det sidste stykke inde i kløftens smalleste del foregik flydende i oppustede traktorhjul – iført t-shirt, trusser og vandrestøvler. Vores guide svømmede forrest og trak os mod strømmen – samtidig med at han forsøgte at fortælle.

Vi nåede lige netop tilbage inden, det blev mørkt. Det samme gjorde de kvinder inde på flodbredden, som var på vej hjem med vand, som de hver dag må gå flere kilometer efter. Vi kunne – som altid – takke for et sandt eventyr, sætte os ind i vores firehjulstrækker og køre tilbage til byen. Vi nåede dog ikke hotellet uden først at runde et rosquilla-bageri, hvor vi dyppede de lokale majssmåkager behørigt i kaffe og blev lidt klogere på Gonzalo og Somoto.