Mors bekendelser på Mors Dag

I går den 30. maj var det Mors Dag her i Nicaragua, og det gik ikke stille af sig. Ikke noget med en stille søndag i maj. Nej, her er det altid den 30. maj, efter den tidligere diktator Somozas kones fødselsdag. Og selvom Somoza er død og ikke har været ved magten siden 1979, har nicaraguanerne altså bibeholdt datoen og ikke mindst fejringen af moderdyret som var hun en helgen.
Der har hele maj måned været store bannere med opfordringer til at forære mor noget så realistisk som et hus eller en bil til mors dag. Flere arbejdspladser giver deres ansatte en halv fridag, og i Marcs børnehave havde de forberedt optræden og inviteret alle mødrene til bajads. I mange familier markeres dagen ved at samles omkring moderen, dvs bedstemoderen, og fejre hende og al hendes afkom.

Nu har jeg ikke altid været ret god til at huske at købe blomster til min egen mor på Mors Dag, så derfor gik jeg ikke rundt med de store forventninger om at blive fejret som mor denne dag. Men hele dagen bliver jeg alligevel mødt med et ”Felicidades” – et tillykke med dagen. Så kan jeg jo gå rundt og synes, at det er nok så dobbeltmoralsk at ophøje mig og alle mødrene til helgener på denne dag, når samfundet fortsat er gennemsyret af mandschauvinisme. Et forsøg på oprør vil dog prælle fuldstændig af, og da jeg møder på arbejde, får jeg også en rød rose – fra alle de mandlige kolleger – samt et utal af lykønskningsmails. Det er lidt nærliggende at komme til at tænke ”Hold kæft og vær smuk”, men jeg holder mund og tager med et påtaget smil imod min rose J.

Og når jeg har liiiiiidt svært ved at sluge kamelen, lykønskningerne, roserne og de røde hjerter overalt, hænger det sammen med, at jeg ved, hvor lidt moderens – især den fattige – liv bliver værdsat i landets lovgivning, som er bagbundet af den katolske kirke. Hvis en gravid kvindes helbred er på spil pga graviditet, er lægerne tvunget til at kæmpe for barnets liv over moderens. Indtil nu har 42 kvinder dette år – de fleste af dem unge – måttet lade livet fordi de havde komplikationer ved graviditet eller fødsel, men ikke havde adgang til et tidssvarende sundhedssystem, der kunne have undgået unødvendige dødsfald.

Derfor bliver jeg også lidt harm, når jeg i avisen på selvsamme Mors Dag kan læse om en eksemplarisk mor på 41, der trodsede lægernes råd om abort, grundet at hun havde kræft og var i kemoterapi-behandling. Hun ville lade det være op til Gud at råde over, om hendes barn skulle blive sund og rask, udtalte hun. Nu er succeshistorien i avisen, at både mor og barn har det godt. Hun – som er en fattig kvinde fra landet – endte med at føde på landets dyreste hospital, hvilket hun helt sikkert ikke selv har betalt, og hvilket derfor gør scenariet urealistisk. Godt for hende og godt for barnet, som jeg kun kan håbe bliver ved med at have godt helbred mange år endnu. Men det er ikke lægevidenskaben der trykker, når der skal tages beslutninger om liv og død!

Mor skulle jo gerne være god at have hele livet – og ikke bare til at blive født af...