Stjålen barndom
Ved siden af mig sidder den smukkeste pige 13. Lad os sige, hun hedder Raquel. Hun har selskab af sin datter på snart 2 og af sin mor. Jeg sidder og oversætter for en journalist fra BBC, der er i gang med en reportage om abort i Nicaragua.
Raquel fik en abort, da hun for godt et år siden var blevet gravid som følge af en voldtægt. Hun var 7 uger gravid, da hun kom til kvindecenteret, og det var psykologen, der hjalp hende med det hele. Aborten var illegal, men som psykologen siger, ”Det var enten mit eller hendes liv, vi risikerede, og jeg kunne ikke tillade, at Raquel endnu en gang skulle føde et barn efter en voldtægt. Så vi sørgede for, at hun var under fuld bedøvelse og ikke huskede noget bagefter. På den måde bliver traumet efter aborten mindre.”
Vi kender godt på forhånd lidt til Raquels historie, men vil gerne have hende til at fortælle den selv. Men hun har ikke mange ord for al den ondskab, hun i sit unge liv allerede har været offer for. Oftest svarer hun med ”ja” eller ”nej”, og når hun ikke vil svare, fyldes rummet med lammende tavshed. Jeg oversætter fløjlsblødt og minder hende om, at hun ikke behøver svare. Til sidst er det dog de tårefyldte øjne, der taler deres eget tydelige sprog og udtrykker langt mere end hendes manglende ordforråd. Vi stopper interviewet, stryger hende over armen og takker hende inderligt fordi hun vil deltage og fortælle sin historie.
Bagefter forklarer psykologen med klare ord Raquels historie: Da hun lige var fyldt 11, blev hun en dag, da hun skulle ud og tisse, overfaldet og voldtaget af to nabodrenge, der var først i tyverne. Et par dage senere kom de tilbage og hentede hende og gentog voldtægten foran nogle andre mænd. Ingen gjorde noget. Derhjemme blev Raquel mere og mere træt, og da hun endelig fortalte sin mor, hvad der var sket, gik det op for hende, at hun var blevet gravid. Hun var 6 måneder henne, da hun for første gang henvendte sig til kvindecenteret, og på det tidspunkt var det for sent at afbryde graviditeten. Det var mindre risikofyldt at fuldføre graviditeten under kontrollerede forhold end noget andet. Så Raquel fødte sin lille datter i december 2005 og blev en af Nicaraguas mange enlige, teenagemødre. Syv måneder senere blev hun voldtaget igen – af den samme mand. Han blev anholdt, men er atter på fri fod, fordi politiet mener, at han er under den kriminelle lavalder. – Et andet udtryk for, at myndighederne er fløjtende ligeglade.
For nylig stadfæstede Nicaraguas folkevalgte med bragende flertal, at al slags abort er ulovlig og strafbar - også i tilfælde af voldtægt. Kvinde- og menneske-rettighedsgrupper mener, at dette er et brud på menneskerettighederne. Tihængerne af den nye lov, der bærer den katolske kirkes fingeraftryk, forsvarer sig med, at en abort altid er et større traume end en voldtægt, og at det ufødte barns liv har lige så meget ret til at leve som det fødte menneske. Det er en diskussion, vi ikke kender til i nyere tid i Danmark, og som jeg derfor synes er nærmest middelalderlig. Ikke desto mindre er den virkelighed og påvirker mange kvinders og børns liv i dagens Nicaragua.
BBC-reportagen om abort i Nicaragua er lavet i forbindelse med to vigtige konferencer i London i denne måned. Den ene handler om mødredødelighed, og den skriver Katja i New York om på sin blog. Den anden handler om sikker abort, og markerer bl.a. 40-året for fri abort i England.
Bagefter forklarer psykologen med klare ord Raquels historie: Da hun lige var fyldt 11, blev hun en dag, da hun skulle ud og tisse, overfaldet og voldtaget af to nabodrenge, der var først i tyverne. Et par dage senere kom de tilbage og hentede hende og gentog voldtægten foran nogle andre mænd. Ingen gjorde noget. Derhjemme blev Raquel mere og mere træt, og da hun endelig fortalte sin mor, hvad der var sket, gik det op for hende, at hun var blevet gravid. Hun var 6 måneder henne, da hun for første gang henvendte sig til kvindecenteret, og på det tidspunkt var det for sent at afbryde graviditeten. Det var mindre risikofyldt at fuldføre graviditeten under kontrollerede forhold end noget andet. Så Raquel fødte sin lille datter i december 2005 og blev en af Nicaraguas mange enlige, teenagemødre. Syv måneder senere blev hun voldtaget igen – af den samme mand. Han blev anholdt, men er atter på fri fod, fordi politiet mener, at han er under den kriminelle lavalder. – Et andet udtryk for, at myndighederne er fløjtende ligeglade.
For nylig stadfæstede Nicaraguas folkevalgte med bragende flertal, at al slags abort er ulovlig og strafbar - også i tilfælde af voldtægt. Kvinde- og menneske-rettighedsgrupper mener, at dette er et brud på menneskerettighederne. Tihængerne af den nye lov, der bærer den katolske kirkes fingeraftryk, forsvarer sig med, at en abort altid er et større traume end en voldtægt, og at det ufødte barns liv har lige så meget ret til at leve som det fødte menneske. Det er en diskussion, vi ikke kender til i nyere tid i Danmark, og som jeg derfor synes er nærmest middelalderlig. Ikke desto mindre er den virkelighed og påvirker mange kvinders og børns liv i dagens Nicaragua.
BBC-reportagen om abort i Nicaragua er lavet i forbindelse med to vigtige konferencer i London i denne måned. Den ene handler om mødredødelighed, og den skriver Katja i New York om på sin blog. Den anden handler om sikker abort, og markerer bl.a. 40-året for fri abort i England.
Kommentarer