Et er et søkort at forstå...

Det var næsten som taget ud af en rigtig sørøverfortælling. I hvert fald var bevoksningen så tæt, at vores båd nær var blevet fanget i de tykke søanemoner. Alt imens bagte solen i middagsheden, og vi tænkte på, om vi mon skulle tilbringe natten derude i åben båd på vandet. Årer havde vi nemlig ingen af, men plankerne som vi sad på, virkede til sidst fint til at få os fri.

Ved ankomsten til øen blev vi modtaget af de indfødte, som nok ikke helt vidste, hvad vi skulle på deres ø, men som af almindelig høflighed bød os på frokost. Menuen bød på friskfanget fisk fra søen og stegte bananer, og da fiskene først var blevet renset af kyndige hænder og stegt over ilden, satte vi os til fadet. Der var lidt langt hjem til Faster Elses sildebord første juledag, men vi trak lidt på smilebåndet og tog det som en slags før-julefrokost.

Øen hed Isla de la Tierra, og vi var så heldige at være med vores venner Rikke og Joe, som var blevet inviteret af Judith, der er vokset op på øen sammen med sine tretten søskende. Øen er en af Granadasøens mange småøer, hvoraf de fleste er solgt til rige folk, der bruger dem til fritidsbolig. På Isla de la Tierra bor der tre lokale familier under ret primitive forhold. Udover en temmelig vakkelvorn gangbro ind til land, er den primære adgang vandvejen. Der er blevet budt 90.000 dollars for øen, men familien har endnu ikke accepteret salget. Det ender de dog nok med at gøre og så købe sig noget jord og bygge et par huse inde på fastlandet.

Og skatten! Selvom der ikke var noget skattekort, lokaliserede vi alligevel skatten. Men som Marc meget rigtigt bemærkede bagefter, så lod vi den blive på øen - for dem der boede der, havde brug for den. Social bevidsthed kan man vel godt snige ind i en sørøverfortælling...