Blandt verdens uretfærdigheder

Det er søndag, og vi er til det trejde julearrangement denne weekend. I dag er det Alfonsos arbejde, der holder julefest for børnene. Festen er en velgørenhedsbegivenhed, så den er rykket til børnehjemmet "El niño divino" (det guddommelige barn). Da vi ankommer, sidder dusinvis af børn på små plasticstole og følger ivrigt med i klovnens optræden, mens de guffer lyserød candy floss i sig. På mit skød indfinder Betty på omkring de 8 sig hurtigt og kalder mig "mama". Lidt overrumplet af denne pludselige tillid fra en pige, jeg aldrig har mødt før, reagerer jeg med lige dele interesse og varme men samtidig lidt reserveret, fordi jeg nødig vil give hende falske forhåbninger om, at jeg vil tage hende med hjem og blive hendes mor.

Mens festen fortsætter til høje reggaeton-rytmer, sniger jeg mig ind på klinikken, hvor de allermindste børn er. De mindste er blot et par uger gamle og meget små (læs: undervægtige). Da jeg spørger den venlige sygeplejerske om, hvad de ved om mødrene, fortæller hun, at de oftest ingenting ved. Fordi mødrene kommer ind via hospitalernes skadestue og efterlader børnene der efter fødslen. Rummet med de høje tremmesenge og den kølige luft er rent og pænt. Den tre måneder gamle baby, jeg tager op, er let som en fjer men vågen og mild. Vi klukker lidt, og Marc synger en sang for ham. Jeg lægger ham tilbage i kravlegården og tænker på hårde odds, der venter ham og hans børnehjemssøskende forude.

Jeg er et virvar af følelser, da jeg tager afsted. Ved udmærket godt, at jeg hverken er den første eller sidste, der er blevet påvirket af at efterlade et forældreløst barn i en tom kravlegård. Men da jeg kommer i tanker om præsten, der tordnede imod abort og sagde "lad de små børn komme til mig", knækker tråden på min indre film. Jeg kunne sgu kun få øje på kvinder, der passede de mange børn i alle aldre. Og når jeg så tænker på hele den cyklus af vold, uvidenhed og ulykke, der ligger bag ved at en ung pige bliver uønsket gravid, gennemfører graviditeten skjult og alene, føder barnet og efterlader det på et hospital, bliver jeg så gal. Fordi det er så URIMELIGT. Urimeligt at sætte uønskede børn i denne verden - både for børnene og for mødrene. Øv øv og atter øv!