Når præsidenten ikke får sin vilje

I disse dage lyder der tre bogstaver på alles læber her i Nicaragua: CPC. Det står for Consejo de Poder Ciudadana og kan oversættes til folkemagtsråd. Netop den folkelige forankring er interessant. Siden begyndelsen af 90'erne har der eksisteret lokale udviklingsråd, og de har overlevet flere regeringer. Men nu har Ortega altså fået den idé, at folkemagtsrådene er vejen frem og disse skal med - indtil videre ikke vold - men med magt indføres. I sidste uge stemte et flertal i Nationalforsamlingen imod at oprette folkemagtsrådene og det kabinet, der med præsidentfruen i spidsen skulle styre rådene fra centralt hold. Dette faldt ikke i god jord hos præsidenten, som svarede med at folkemagtsrådene ville blive indført alligevel. Om han så skulle udstede et dekret hver morgen, som Nationalforsamlingen så efterfølgende kunne nedstemme, ville folkemagtsrådene blive en realitet.

Al magt til folket
Når folkemagtsrådene ligger præsidentens hjerte så nær, skyldes det umiddelbart, at det ligger på linie billedet af Folkets Regering og Folkets Præsident. I folkemagtsrådene ligger der implicit, at præsidenten er nærmere befolkningen, som så til gengæld får mere direkte indflydelse. Der er bare den lille hage ved folkemagtsrådene, at de er partifarvet og at folk i overvejende grad bliver rekrutteret, hvis de er enige med den ideologiske linie. Hvis de ikke er enige, kommer de ikke med i rådene og er dermed sat udenfor indflydelse. Der bliver stillet store spørgsmål ved, hvorfor der skal indføres en parallelstruktur til de lokale udviklingsråd, der allerede eksisterer. Kritikere mener, at det er en måde at sikre sig tro støtter i hele landet til næste års kommunevalg - og dermed at sikre magt direkte til præsidenten.

Lige linie til præsidenten
Udover at befolkningen burde få mere indflydelse via folkemagtsrådene, er formålet også, at befolkningen kan informere præsidenten direkte, om hvilke behov de har, så folks egentlige behov ikke drukner i lange, bureaukratiske arbejdsgange. En kommunalrepræsentant fortalte mig forleden, at folk i virkeligheden ikke ved, hvad folkemagtsrådene er til for. Men at de kan lave ønskesedler til præsidenten, har de dog fattet, så én kommune har hele 600 ønsker til præsidenten. Der er bare ikke lavet nogen undersøgelser af de langsigtede behov, så hvis præsidenten opfylder en lange ønskeliste, kan man frygte, at det blot vil være lapper på dybereliggende problemer.

Billige bønner til folket
Men spørger jeg vores hushjælp, Maria, hvad hun synes om folkemagtsrådene, bliver perspektivet et andet. Hjemme i hendes kommune har borgmesteren bedyret, at folkemagtsrådene vil sørge for at opkøbe bønner og sælge dem videre til befolkningen til mindre end halvdelen af den pris, de nu betaler. Og Maria ved godt, at hun er del af et politisk spil, men som fattig har hun ikke råd til at fravælge de billige bønner. Og ifølge hende har de liberale politikere ikke noget at lade hinanden høre, for da de var ved magten, var det hendes liberale naboer i kommunen, der fik nyt tag. Denne gang har borgmesteren lovet, at de billige bønner er til alle.

Julen nærmer sig, og det gør også fejringen af La Purísima her på lørdag. Det er en god mulighed for folkemagtsrådene at vise, at de vitterlig er til for befolkningen. Derfor forlyder det, at de vil stå for at uddele legetøj og organisere julefester for børnene. Det er da næsten ikke til at stå for.