Uforenelige fronter

Da jeg et godt stykke efter midnat landede i min seng, var mit hoved fuld af sanseindtryk og ideer til, hvordan jeg på en sammenhængende måde skulle få omskrevet det hele til en blogtekst. Dagen havde budt på så meget, som på én og samme dag indbefattede så meget om det her land lige nu. Lad mig prøve og se, om jeg kan.

Med billeder af Nicaraguas to nationalhelte Agosto Sandino og Ruben Darío marcherer tusindvis i protest mod Daniel Ortegas regering. Foto: German Miranda

Fra morgenstunden havde den samlede opposition og civilsamfundet arrangeret march for at protestere mod det, de mener er Ortegas diktatur. Billederne af fulde gader og flere tusinde deltagere taler for sig selv. Men på min vej gennem byen var det dog ikke til at overse de sort-røde flag og de populære toner, som regeringen bruger i sin propaganda. Bob Marley-nummeret ”Power to the people” var blevet til ”Poder para el pueblo”, og hvad end man sympatiserede eller ej, var det svært ikke at rocke med til rytmerne, som de bragede ud midt i trafikken. De var ikke mange, men musikken og flagene imponerede.

En mindre gruppe sandiniststøtter flager og synger med på populære sange i Managuas eftermiddagstrafik. Foto: Brit Larsen

Som afslutning på oppositionens march var Nicaraguas førende musikere om aftenen gået sammen om det, de kaldte en værdig koncert: ”Concierto para la dignidad”. Bag den ligger en lang historie om, at regeringen anvender musik til deres propaganda fra en musiker, der ikke er politisk enig. At samtlige optrædende musikere var uenige med Ortegas regering var der ingen tvivl om i deres ordvalg og ved overhovedet at optræde. Dette blev bøjet i neon, da talsmanden for det nysandinististe oppositionsparti, MRS, trådte ind på scenen med et keyboard som var det en elguitar, og fyrede et billedshow af i symfoni med bassen, hvor Ortega blev afbilledet som den tidligere diktator, Somoza. Selvsamme diktator som han var med til at vælte i 1979.

Musikken i begge lejre var fed, men fornemmelsen var lidt flad. For jeg tror, at jeg er begyndt at forstå en lille smule af, hvorfor de ellers så indlysende fremskridt ikke rigtig sker i det her land. - Fordi der altid er nogen der har noget på hinanden og som hellere end gerne kaster mudder, krydser klinger eller synger lange sange om det - for at beholde magten. At regere på en bæredygtig måde synes derimod lysår væk. I morgen er det Día de la Revolución, og det sandinistiske propagandamaskineri er kørt i stilling til en folkefest af dimensioner. Oh dear!