Homeward bound

Denne blog har jeg haft i ærmet et par uger nu, men den har ikke rigtig villet skrive sig selv. Fordi hvordan skriver man den måske sidste blog, uden at føle at det er en nekrolog? Mine personlige ejendele pakket i flyttekasser og kørt afsted med en flyttebil i formiddags. Kufferten er prøvepakket. De fleste farveller er blevet sagt, og dem jeg ikke når, må blive på gensyn. Fredag morgen sætter jeg mig i et fly med endedestination København, og denne gang er det ikke ferie. Udstationeringen og livet i palmernes skygge slutter for mit vedkommende her. I stedet skifter jeg det ud med et liv i Danmark - helt uden hushjælp, firehjulstrækker og pool i haven. Men mon ikke hjemlige omgivelser samt mit nye job som communication coordinator hos World Diabetes Foundation i Lyngby bliver ganske godt? Det nye liv begynder på mandag.

Flamberede følelser
Her på falderebet er jeg et hav af følelser, men jeg kan læse, at det er HELT normalt, så jeg forsøger at tage det med ophøjet ro. Alle de ting ved Nicaragua, som jeg ind imellem har bandet langt væk, synes lige nu forsvindende små i mit synsfelt og er i stedet overskygget af ting og ikke mindst mennesker, jeg kommer til at savne. Nicaragua har brændmærket mig, og jeg bliver aldrig helt den samme, men det tager jeg som noget udelukkende positivt. Til tider har det været svært at være medfølgende hustru og det evige blegansigt (la chela), men jeg ville nok gøre det igen - altså rejse ud, hvis nogen spurgte mig. Der er bare nogle ting, jeg ville gribe anderledes an, men med Kierkegaard bag øret, skal livet jo leves forlæns og forstås baglæns. Mit spansk er blevet lidt mere flydende, mit blod lidt mere latino-agtigt, og min tonale sfære beriget med latin-musik. Undervejs er jeg blevet mere kynisk, eller måske bare realistisk ved de daglige konfrontationer med det ulige samfund. Jeg ved godt, at det vil eksistere hvad enten, jeg er midt i det eller langt væk fra det. Jeg kan kun håbe, at det vil ændre sig, men jeg ved godt, at det ikke er lige om hjørnet trods skilte, der bebuder folkerevolution. Ordene giver desværre hul genklang, mens folk fortsat har svært ved at få smør på brødet.

Punktum-to-be
Lige her er der ikke ord nok til at udtrykke alle de tanker og følelser en afslutning på én epoke på tærskelen til en ny medfører. Jeg lytter til musik, ser billeder og mindes. Jeg tager de gode sider med og håber, at jeg har lært en masse af de mindre gode. Som et passende punktum kører der inde i mit hoved et billedshow med en helt bestemt sang, men tiden er løbet fra mig til at lave det her midt i flytteri og farveller. Tror det bliver en meget god overgangsøvelse i de lidt køligere indeaftener på Bryggen.
Tilbage er der blot at sige tak til alle, der har læst med her på bloggen og givet en fornemmelse af, at vi var i kontakt på trods af flere tidszoner og oceaner til forskel. Jeg ved ikke helt, hvilken form bloggen tager fremover - måske bliver den på engelsk, måske kommer der noter fra et indland i stedet. I første omgang vil jeg koncentrere mig om at lande og fornemme hvordan en leverpostejsmad smager. Så kan jeg vel altid skrive om det...