Ortega med Lennon bag øret


Selvom kun 7 % af stemmerne var optalt ved midnatstid, fejrede de rød-sorte sandinister valgsejren hele natten med fyrværkeri. Jeg gik i seng med en sikker mavefornemmelse af at der var snyd, for hvordan kunne de overhovedet fejre noget på så tyndt et grundlag, hvis de altså ikke havde købt sejren på forhånd? Mandag morgen stod jeg op til billeder af Daniel Ortega og hans kone i sejrstog hen over fjernsynsskærmen og til valgkampens ultimative ørehænger ”Paz y Trabajo”. Den nysgerrige lytter vil med et klik
her opdage at linierne

”Todo el mundo habla / todo el mundo dice / todo el mundo cree / todo el mundo quiere / todo el mundo sabe / todos lo sabemos / Nicaragua triunfa en paz y unidad /
Lo que queremos es trabajo y paz / juntos digamos reconciliación”

er en politisk farvet fortolkning af John Lennons hippiehymne “All we are saying / is give peace a chance”. Tanken har da strejfet mig, om Daniel vandt med Lennon som trobadour. For her næsten en uge efter valget forbliver han den tavse mand. Uden særlig karisma. Men med en stor skare af forventningsfulde unge, som måske fortryllet af trobadourens sang, satte deres kryds ved denne skikkelse fra fortiden. Vi venter alle i spænding for at se, hvordan sandinisternes projekt får gang på jorden her i 2007.

Kommentarer

Populære opslag