Ortega på verdensturné

Nicaraguas præsident Daniel Ortega indleder i dag en 10 dages verdensturné. "El Comandante", som han bør tiltales, kommer dog ikke forbi Danmark, selvom Danmark ellers er blandt de største donorer til Nicaragua med 190 millioner kroner i 2006. Ortegas venner er udvalgt efter helt andre kriterier end de umiddelbart økonomiske.

Først går turen til Venezuela, hvor Ortega skal klappe Hugo Chavez på skulderen for at have lukket radiokanalen, Radio Caracas Televisión. Denne lukning er i de globale medier blevet beskrevet som et brud på ytringsfriheden. Derefter går turen til Mellemøsten for "styrke båndene mellem Mellemøsten, Afrika og Centralamerika". Dét vil Ortega gøre med besøg hos Libyens leder, Muammar Gadaffi og Irans præsident, Mahmud Ahmadineyad. Endelig slår han et smut forbi Italien, Algeriet og Cuba.
Inden Ortega og fruen i dag steg ombord i en privat jet, forsikrede de, at denne charmeoffensiv (eller hvad det nu er) ikke ville koste den nicaraguanske befolkning en cordoba, for Gadaffi har været så venlig at stille en jet til rådighed til hele turen.

I dagens avis har nogle læsere kommenteret præsidentens turné således:

"Med sådanne gode venner, hvem har så brug for fjender? I det mindste har Ortega meget tilfælles med disse kriminelle: Folkemord! Spørg bare Miskito-indianerne" (på Nicaraguas Atlanterhavskyst, red.)

"Præsidentparret mangler bare at inkludere Nordkorea i klubben... Denne turné bekræfter ordsproget 'Sig mig hvem dine venner er, og jeg skal sige dig, hvem du er'. Stakkels Nicaragua."

"Gud skaber dem, og djævelen bringer dem sammen..."

Spanskkyndige kan se hele artiklen
Ortega visitará a sus "amigos". Ellers kan man bede Babelfish om at lave en maskinoversættelse til engelsk på 30 sekunder.

Kommentarer

Populære opslag