Verden er så stor så stor…

Jeg sidder her på den anden side af verdens navle og læser i danske netaviser om det, der sikkert bliver til Mukammedkrisen II. Jeg ryster på hovedet. På UM’s hjemmeside står der endnu ikke noget, men det kommer der nok til, når de første dannebrog, og det der er værre, brændes af.

Jeg ryster på hovedet. Over at chefredaktørerne på landets store aviser mener, at de forvalter ytringsfriheden forsvarligt ved at trykke en muhammed med en raket i turbanen én gang til for prins knud og hele kongeriget og verdenspressen. Det var måske ok at gøre det én gang, og JP fik hele verdens øjne op for, at der måske var en hel del mennesker, der følte sig fornærmede over de tegninger. Og det kan man jo så være enig eller uenig i, men når man allerede har konstateret, at en hel masse mennesker blev rigtigt irriterede over at se den profet, de tror på, afbilledet og karrikeret, er det vel lidt unødvendigt at trykke dem igen. Ja ja, for at understrege ytringsfriheden, fint nok. Men enhver frihed stopper vel der, hvor den overtræder andres grænser. Og vi behøver vel ikke at tvære muhammedtegningerne op i ansigtet på danske muslimer én gang til – bare for at vi kan bevise, at der altså er ytringsfrihed i andedammen. Så jeg sidder tilbage med spørgsmålet: hvorfor Tøger og Lisbeth og Carsten? Hvorfor kan I ikke vende den anden kind til og bruge jeres krudt på noget langt mere konstruktivt end at træde på dem der i forvejen ligger ned?

Der var engang, hvor man troede, at jorden var flad. Og engang troede nogen sikkert også at verden endte ved Eideren. Men vi lever i 2008 og har GoogleEarth hjemme på computeren, og det kan vel godt antages, at de fleste ved, at verden er langt større end Danmarks 43.000 kvadratkilometer. Ude i den verden bor der en masse mennesker, som sikkert bare vil have deres profet i fred. – Og en masse andre som godt bare vil leve i fred og fordragelighed med dem, der tror på profeten. Jeg er en af sidstnævnte, og er for en gangs skyld lettet over, at jeg ikke skal passere Nørreport Station hver morgen med angst i maven for et terrorangreb foretaget fordi en og anden blev gal i skralden, over at nogle chefredaktører syntes, at det var smart at spille med musklerne og vise verden, at her kan man sige, lige hvad det passer én.

Bombet tilbage til nul, tror jeg journalistforbundet kalder det. Knageme trist!