Bevæget 8. marts

Vendt mod øst sender en kvinde fra Honduras et håb om, at mændene bliver en del af ligestillingen. Hun holder et stearinlys og røde blomster i hånden. Med ansigtet vendt mod syd står der en kvinde fra Nicaragua og taler om alle de kvinder i hendes land, der har mistet livet på grund af forbuddet mod medicinsk abort. Det lys, hun holder, er omgivet af gule blomster. Mod vest står der en kvinde fra Guatemala og taler om alle de kvinder, der har mistet livet på grund af vold. Hendes lys er omkranset af sorte blomster. Mod nord mindes en kvinde fra El Salvador hendes gode veninde og fagforeningsforkæmper, der i 1989 blev dræbt af en bombe. Hendes lys og blomster er hvide. Inde i midten af de fire verdenshjørner sender Benedikte fra Danmark en tanke til sin farmor på 90, der opdragede sine fire sønner til ligestilling, så deres ægtefæller ikke – som farmoren og kvinder de fleste steder i verden – var bundet til at passe hus og hjem. Men at hjemmet var en fælles opgave.

Det er 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Temaet er universelt, men farverne og lysene og verdenshjørnerne er i dagens anledning lånt fra Guatemalas indfødte befolkning, mayaerne. De laver en på én gang smuk og bevægende markering af den kamp, der måske i denne verdensdel er endnu mere nødvendig end under hjemlige himmelstrøg. Men det gør stadig ikke kampen for en fælles barselsfond i Danmark mindre vigtig.

Kommentarer

Populære opslag