Reddet af isdamen

“42 grader i skyggen, og vores aircon virker ikke!” - Det var to næsten ubærlige tilstande at holde påskeferie i dér i vores beach front-hytter. Selvfølgelig kunne vi bare gå de 50 meter henover det brændende sand, men i middagsheden var varmen så slående, at det var helt uoverskueligt for de unge turister. Så det blev til hængekøjen og lidt selvmedlidenhed, indtil solen var på vej ned og stranden atter tilgængelig.

Vi var taget på påskeferie – den travle semana santa – sammen med vores gode venner Rikke og Anders og Silas på tre til Cosigüina-halvøen i det nordvestlige Nicaragua. Vi indlogerede os på det amerikansk-ejede Redwood Beach Resort, hvor Stars and Stripes og James Taylor for fuld udblæsning mødte os ved ankomsten. Welcome to little America! Service og standard er set bedre, men stranden og Stillehavet var der som altid meget lidt at udsætte på.

Søndag begav vi os atter på vej mod Managua – en tur på 3½ time, hvoraf de første 1½ var på grusveje. Som var varme og støvede. Derude i støv og sol og 35 graders varme stod der en ældre dame med en termoboks på hovedet og gjorde tegn til, at vi skulle stoppe. Hun ville gerne have et lift, så det gav vi hende og hendes barnebarn på syv. I termoboksen havde hun såmænd is, som hun skulle hen med til sin datter. Det ville have taget hende 1½ time at gå. Vi undrede os over, om isen ikke ville smelte i den tid, men hun svarede bestemt ”Nej da. Vil I have noget?” Vi takkede pænt nej og oplevede endnu en gang, hvordan dem der næsten ingenting har, er de mest gavmilde. Tak til den rare isdame, Angela, for at sætte lidt perspektiv på vores egne lidelser i varmen!

Feriebilleder

Kommentarer

Populære opslag