På fotosafari blandt sukkerrør, læskedrikke og indianere I

Torsdag formiddag befinder jeg mig midt i en sukkerrørsmark i det nordlige Honduras og forsøger at hive et par ord om livet ud af den 19-årige Noel, der høster sukkerrør med sin machete 12 timer om dagen. Han har gået i skole 2 år, er tydeligvis analfabet, og både den ydre og den indre fattigdom imponerer. Jeg er på fotosafari med fotograf Søren Zeuth, der er i gang med at lave en bog om arbejdere i verden for 3F, og min andel er at oversætte og assistere fotografen. Men her er der ikke så meget at oversætte, for Noels læber løber ikke over med ord. Hans smidige svingen med macheten og det generte blik taler sit eget sprog, og det fanger fotoet tydeligere end velvalgte ord.

Efter fotosessionen søger jeg og fotografen ly i skyggen, for det er hedt derude i middagsheden i bagende sol. Noel arbejder på akkord, og har mistet et kvarters arbejde på vores dokumentariske indslag. Derfor er det kun fair, at han får lidt drikkepenge til at spæde den i forvejen ringe løn. Faktisk ved ingen af sukkerrørshøsterne præcis, hvad de tjener, for de lønnes pr kilo, de har høstet. Men rørene vejes først inde på sukkerfabrikken, og der er det svært at regne ud præcis, hvor meget hver enkelt person har høstet.

Tilbage i skyggen får jeg lidt historier med i ærmet om, hvordan sukkerrørshøsterne tidligere var ansat direkte af sukkerfabrikken, men i dag er løstansatte kontraktarbejdere med meget ringe ansættelsesforhold. De eneste i hele processen, der er organiseret, er dem inde på fabrikken. Tak skæbne, tænker jeg, men ved nærmere eftertanke var der jo også noget om polske roepiger, der for et par generationer siden stod i mudder til knæene og høstede roer i novembers kulde på min egen fødeø.

En anden historie handler om de mange børn, der arbejder i markerne. Fra min plads i skyggen ser jeg også et par mindreårige knægte i arbejdstøj og med machete i hånden, så det er ikke helt lyv, hvad de binder mig på ærmet. Jeg spørger lidt senere en sjakboss, hvordan det er med børn og arbejde i marken. Han forsikrer mig – meget forventeligt – at der skam ikke arbejder nogen børn, for det må der jo ikke ifølge arbejdslovgivningen. Nej, det må der i hvert fald ikke, og hvis jeg var dårligt seende, kunne jeg med lidt held også have overset de drenge, der nu var på vej tilbage til deres arbejde. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af, og desværre kunne fotografens linse ikke komme til at forevige øjebliksbilledet uden at både fotograf og assistent var havnet i macheteild.

- Læs mere fotosafari i næste blog.

Billederne er senere blevet til bogen Arbejde - Work - Trabajo af skønne Søren Zeuth.