På fotosafari blandt sukkerrør, læskedrikke og indianere II

Fredag befinder jeg mig på STECSA-fagforeningskontoret i udkanten af Guatemalas hovedstad. Kontoret ligger på den anden side af hegnet til bryggeri-arbejdernes arbejdsplads: Coca Cola distilleriet. Men hverken her eller i Honduras er det muligt at komme indenfor og få en rundvisning som hjemme på Carlsberg. Den historie vi får inde på arbejdernes friområde er en beretning om blodig kamp for arbejderrettigheder op gennem 70’erne og 80’erne med drab på otte kolleger til følge. Men bedst som jeg tænker, at jeg aldrig mere vil bade tænderne i Coca Cola, finder jeg ud af, at blodsudgydelserne har endt med at styrke fagforeningen, og at arbejderne på denne fabrik i dag har nogle af de bedst løn- og arbejdsforhold i landet. Så konklusionen er: drik masser af Coca Cola! Fra denne blodige solskinshistorie går turen lørdag til Utatlan i det vestlige Guatemala. Her skal vi egentlig tage billeder af en bygningsarbejder, hvilket vi også gør. Men jeg havde undervejs understreget overfor fotograf, at der er rigtig mange kvinder, der ikke er og helller aldrig bliver organiseret i nogen fagforening, men som laver det hårdeste arbejde og for ingen løn. Den var fotograf med på, og Maria del Carmen, som alligevel har slidt hele formiddagen med at tilberede frokost til os, er helt med på at stille op som model i sit køkken. På gebrokkent spansk fortæller hun om al den mad hun laver og sælger ud af huset. Der er rigtig mange majsretter iblandt! Når det spanske ikke slår til, hjælper hendes mand med at oversætte fra det indfødte kiché-sprog. Hendes kyllingesuppe smager fantastisk, og den oser af at være tilberedt af kyndige og kærlige hænder. Livet i det lille samfund ser ud til at være trygt og relativt godt og ikke i ekstrem fattigdom. Derfor overrasker hun mig, da hun fortæller, at hendes største drøm er at komme til USA og arbejde. Hendes ældste søn arbejder på en tekstilfabrik der og sender jævnligt penge hjem. Jeg spørger, hvilke billeder hun har på nethinden af et liv i USA. – Ikke rigtig nogen, men hun tror at livet er bedre nordpå. De billeder jeg får frem af dette varme kvindemenneske som ’latina’ eller ’wetbag’ i USA, er ikke ret glansfyldte, så jeg håber i mit stille sind, at hun bliver på sine hjemlige breddegrader – om ikke andet så for hendes egen skyld. På vej tilbage er vi så heldige at få lov til at snapshotte en af de mange brændehentere, der hver dag går langt efter et par kæppe brænde til at fyre op under tortillapanderne. Jeg får lov til at prøve Tomassas bylt, som støtter i en læderrem på panden. Den er sgu tung (vel 25 kg) og minder meget lidt om en komfortabel Lowe-rygsæk! Og til forskel fra den spinkle Tomassa, der primært lever af tortillas og bønner, og blot er iført et par tynde plasticsandaler, er jeg velnæret og iført mine solide vandrestøvler. Vi må slippe lidt penge for at tage billledet, men det er også bare helt i orden, for Tomassa ender med at være vildt sød og snakkesaglig, så godt som det nu lader sig gøre på spansk-kiché. –Antropologi fik jeg jo aldrig læst, men min egen hjemmestrikkede øjenhøjde-strategi virker alligevel også fint herude i indianerland.

P.S. Husk så lige at sætte pris på jeres topmoderne elsparekogeplader, næste gang i kokkererer, gider I?

Billederne er senere blevet til bogen Arbejde - Work - Trabajo af skønne Søren Zeuth.