Den brune lagune

”Hvad f..... laver jeg her?” Spørgsmålet stillede jeg mig selv mange gange på vej op ad Volcán Maderas, som var 5 km op ad bakke, med en støt stigning på godt 20 meter pr 100 meter, indtil toppen på 1380 meter. Den gode nyhed var, at vi gik i skygge det meste af vejen, og at det var køligere, jo højere vi kom op. Den dårlige var, at jo højere op vi kom, jo mere mudret blev det. Men der var jo den der lagune i krateret på toppen, og den måtte vi bare op og bade i. Right! Fem minuter før vi nåede lagunen, mødte vi en pige, der kiggede på os, som om vi var åndssvage, da vi nævnte at bade i lagunen. Mistænkeligt. 3½ times vandring i benene og totalt indsmurte (troede vi) i mudder, nåede vi lagunen – som viste sig at være et større vandhul. Med meget flora og meget fauna – og meget mudder.

Vores guide forsikrede os om, at de fleste turister skam badede i lagunen. Sidst havde han selv været i for fire måneder siden (et regnestykke vi stadig ikke har regnet ud, eftersom han går turen flere gange om ugen). Da vi begyndte at bevæge os ud mod vandet, sank vi i mudder til over knæene. Nå, men for ikke at sidde fast, måtte vi jo bevæge os, så langsomt ændrede vi stilling fra lodret til vandret med noget, der mindede om svømmetag. Det blev aldrig mere end ca. en halv meter dybt ovenover muddersuppen. Under normale omstændigheder ville jeg ikke have nærmet mig vandhullet, men det her var så helt igennem absurd, at jeg lige så godt kunne kaste mig ud i det – bogstaveligt talt.

Men én ting er at komme ud i vandet – en helt anden er at komme op af det igen. Vores guide mente at det bedste bud var at svømme (!) ind til mangrovebevoksningen, og hive os op i grenene. Vi havde ikke rigtig noget valg. Og der var det, totalt indsmurt (nu helt og aldeles) i mudder, at jeg gik i latterkrampe. Over situationen der var så vanvittig. Fra mangrovegrenene skulle vi nemlig lige balancere henover nogle halvrådne grene, hvoraf hver anden knak. Og til sidst skulle vi lige kravle på maven igennem et meget fugtigt buskads, som vores guide ryddede for os. Vi spurgte, om der ikke var farlige krybdyr, men guiden forsikrede atter, at det var der skam ikke – baseret på den emperi, at de ikke havde set noget. Ok, det kan også godt være, at de overdriver på film om alle de kryb, der lever i sumpområder... Var der nogen, der sagde Cape Fear?

Nedturen tog kun 2½ time, og her fire dage efter, vralter jeg ikke længere som en and pga ømme muskler – og vablerne på fødderne er svundet ind. Hvorfor man gør sådan noget, kan være svært at komme med et rationelt svar på – andet end ”for at gøre det”. Volcán Maderas ligger på vulkanøen Ometepe i den store Granadasø. Ometepe er en af Nicaraguas helt store turistattraktioner, og for tiden i kapløb om at blive valgt som et af verdens syv nye vidundere. Smukt er det – men de skal nok ikke markedsføre øen på svømning i den brune lagune.

Mere om vidunderet her.