Skysurfing og grønne grise

Det tager mellem ti og tolv timer i bus ad veje, der kan ryste selv de bedste nyrer. Det tager derimod kun godt en time i fly - at komme til Siuna altså. Da jeg står en tirsdag morgen i Managuas indenrigsterminal, griner jeg lidt ved mig selv over de mulige destinationer: Siuna, Rosita og Bonanza. Det lyder sådan lidt tegneserieagtigt. Men ombord stiger jeg sammen med elleve andre passagerer i det lille en-propels Cessnafly med destination Siuna. Det ligger oppe i det nordøstlige Nicaragua, i den nordlige autonome atlanterhavsregion, der rimer på et af de mest oversete og fattige områder i hele landet.

Mit ærinde var som rejsende oversætter. Den slags jobs tager jeg altid imod med kyshånd, fordi det er helt igennem lærerigt, når man i oversætterrollen skal være på HELE tiden. Min klient var fra MS Danmark, og rejsen ledte mig rundt til alle MS’ samarbejdsorganisationer i Nicaragua. Ideen var at spotte de steder, hvor unge velmenende danskere kan blive udstationerede som udviklingsarbejdere. Og det er da en anden verden end bredbåndsdanmark at komme til Siuna, hvor der pt. er to internetforbindelser – den ene har byens internetcafé, den anden har rådhuset. Supermarkedet hedder minisuper og kan nok bedst sammenlignes med udvalget i en døgnkiosk. Resten køber man i boder og på markedet. Og så er det sådan rigtig ulandsagtigt at komme dertil, for der er kun tre andre ”cheles” (blegansigter) i byen. Helt anonym bliver man derfor aldrig.

Selvom MS samarbejder med landbrugsorganisationer om miljø og økologi, så vi ingen grønne grise. Jeg var til gengæld ved at skide nogle af dem på flyveturen tilbage til Managua i lilleputflyet, der dansede henover skyerne på en yderst angstprovokerende måde. Nuvel, vi landede i hel behold i Managua, og jeg kom på fode igen til resten af programmet. Som heldigvis foregik til lands.