En mor fortæller om 12-årig datters voldtægt og graviditet
El Nuevo Diario, 16 October 2006
http://www.elnuevodiario.com.ni/2006/10/16/nacionales/31475
Andre skal ikke lide som min datter
"Martas" historie er ikke anderledes end andre, der har oplevet samme smerte. Hendes datter, der lige var fyldt tolv, blev voldtaget og som følge deraf gravid, og siden har hun ikke haft fred i sindet. Martha boede i Matiguas-området, og her er det som mange andre byer nordpå en luksus at have rindende vand. – Vi må hente vand i brøndene og det var der, han forgreb sig på min datter. Det var altid hende, der gik efter vand, men en dag kom hun grædende hjem. ”Mor Roberto voldtog mig”, beretter moderen grådkvalt.
Roberto blev aldrig meldt til politiet på grund af skam, angst og fordi de ikke havde penge til en retssag. - I det her land eksisterer retfærdigheden ikke for folk, der ikke har penge. Jeg havde ikke engang penge til at tage til politistationen og endnu mindre til domsstolene, siger Marta.
Ville ikke være mor
Selvom han havde voldtaget hende, kom han alligevel forbi foran deres hus for at provokere. Som om skaden og traumaet hos datteren ikke var nok, blev hun også gravid. Selv inden de vidste at hun var gravid, havde hun ændret sig. - Hun var ked af det og græd, og det samme gjorde jeg, da jeg så hende sådan til mode, siger moderen.
Datteren begyndte at kaste op og have symptomer på graviditet. På trods af familiens økonomiske vanskeligheder lykkedes det moderen at skaffe penge til at tage pigen til Berta Calderon-hospitalet i Managua, og der blev hun undersøgt af lægerne. - På hospitalet undersøgte de hende bare og gav os en ny tid, og på den måde gik tiden. Vi boede hos en veninde og vaskede og strøg tøj for at klare os, siger moderen.
- Sådan gik der to måneder. Da vi fandt ud af det, var det for sent at få en abort. Da var hun allerede i fjerde måned. Lægerne fortalte mig at knoglerne i hendes bækken var svage, hun havde blodmangel, var underernæret, hun vejede kun 35 kilo. Men det værste var, at hun ikke ville have barnet, hun havde ikke lyst til at være mor, fortæller Marta.
Vores liv er ændret
Mor og datter tog hjem, men siden da er deres liv forandret. Det de har gennemgået, vil de helst ville glemme. Manden (voldtægtsmanden) kom forbi huset hele tiden, og pigen ville ikke forlade huset, fordi folk i landsbyen sagde: ”Der går hende, der er blevet voldtaget.” Datteren fødte en dreng, og siden han kom ud af hendes mave, har hun ikke villet vide af ham. Hans mormor gav ham mad og passede ham. - Hun har aldrig taget sig af ham, så derfor er jeg i praksis hans mor. Jeg har heller ikke behandlet hende dårligt. Hun valgte ikke selv at blive mor, hun blev voldtaget. Folk snakkede så meget, at jeg blev nødt til at sælge min jord og tage til Managua med mine få ejendele og mine børn. Jeg bor hos en veninde, og vi klarer os ved at vaske og stryge tøj. Det er ikke som før, hvor jeg levede af mine afgrøder og mine dyr, siger Marta trist.
Jeg er katolik, men …
Min datter gik i tredje klasse, nu går hun ikke længere i skole, det var så langt, hun nåede. Jeg er meget katolsk, men jeg mener, at det bedste ville have været at abortere. Hun burde ikke have lidt så meget. Jeg ønskede, ikke at hun skulle have det barn, men nu er han blevet født, og det må jeg acceptere. Elsker hun sit barn?- Nej, hun elsker ham ikke. Hun afviser ham, ønsker ham ikke. Jeg tror heller ikke, at barnet kan lide hende, fordi han nærmer sig hende ikke. Jeg siger til ham, er hun er hans mor, men han vil altid hen til mig. Dybest set kan jeg godt forstå hende, fordi for hende er det sørgerligt. For hendes skyld fortæller jeg vores historie, for at undgå den her slags situationer. Jeg er katolik, men jeg vil ikke have, at de afskaffer aborten, så andre piger ikke skal gå igennem det samme som min datter. - Hvis jeg må sige noget til dem, der vil afskaffe den medicinske abort – hvis de havde gennemgået den samme lidelse som jeg, og som jeg fortsat lever med gennem mit barnebarn og det som min datter desværre skulle igennem – så skal de ikke ændre loven. Det var hårdt at se min datter gravid, men det var værre for hende, for jeg ved, at hun led mere end jeg.
Ville du have foretrukket en abort?
- Det ville have været bedre, hun ønsker ikke og vil aldrig ønske det barn. Min familie ønsker ham heller ikke, de håner ham, og derfor flyttede jeg. Det gør ondt, for jeg er nødt til at acceptere det. Men hvor skal jeg slå mig ned? Og hun vil aldrig ønske barnet. Når hun ser ham, bliver hun mindet om faderen, en frygtelig og afskyelig mand. Problemet var, at på hospitalet gav de os bare aftale efter aftale, og da vi opdagede at hun var gravid, var det for sent. Hun var bare et barn, hendes krop var ikke engang færdigudviklet. Gennem hele graviditeten var hun dårlig og med hovedpine, og den har hun stadig. Hvis barnet ikke var blevet født, ville han have det bedre, og ville ikke hele tiden blive mindet om voldtægten.
Elsker du dit barnebarn?
- Jeg bliver nødt til at acceptere ham, men bare jeg ser på ham, minder det mig om skurken til hans far. Om jeg elsker ham lige så højt som mine andre børnebørn … måske kommer jeg til det. For nu accepterer jeg ham. Jeg har det dårligt på hans vegne, fordi han kom til verden for at lide. Han har hverken mor eller far, min datter ser ham ikke, kysser ham ikke, giver ham ikke et eneste kærtegn. Derfor beder jeg til, at de ikke afskaffer aborten. Jeg ved ikke ret meget om det der med medicinsk (abort), men jeg ved, at det der er sket for min datter, sker ret tit ude på landet.
(Oversat fra spansk at Brit Larsen)
http://www.elnuevodiario.com.ni/2006/10/16/nacionales/31475
Andre skal ikke lide som min datter
"Martas" historie er ikke anderledes end andre, der har oplevet samme smerte. Hendes datter, der lige var fyldt tolv, blev voldtaget og som følge deraf gravid, og siden har hun ikke haft fred i sindet. Martha boede i Matiguas-området, og her er det som mange andre byer nordpå en luksus at have rindende vand. – Vi må hente vand i brøndene og det var der, han forgreb sig på min datter. Det var altid hende, der gik efter vand, men en dag kom hun grædende hjem. ”Mor Roberto voldtog mig”, beretter moderen grådkvalt.
Roberto blev aldrig meldt til politiet på grund af skam, angst og fordi de ikke havde penge til en retssag. - I det her land eksisterer retfærdigheden ikke for folk, der ikke har penge. Jeg havde ikke engang penge til at tage til politistationen og endnu mindre til domsstolene, siger Marta.
Ville ikke være mor
Selvom han havde voldtaget hende, kom han alligevel forbi foran deres hus for at provokere. Som om skaden og traumaet hos datteren ikke var nok, blev hun også gravid. Selv inden de vidste at hun var gravid, havde hun ændret sig. - Hun var ked af det og græd, og det samme gjorde jeg, da jeg så hende sådan til mode, siger moderen.
Datteren begyndte at kaste op og have symptomer på graviditet. På trods af familiens økonomiske vanskeligheder lykkedes det moderen at skaffe penge til at tage pigen til Berta Calderon-hospitalet i Managua, og der blev hun undersøgt af lægerne. - På hospitalet undersøgte de hende bare og gav os en ny tid, og på den måde gik tiden. Vi boede hos en veninde og vaskede og strøg tøj for at klare os, siger moderen.
- Sådan gik der to måneder. Da vi fandt ud af det, var det for sent at få en abort. Da var hun allerede i fjerde måned. Lægerne fortalte mig at knoglerne i hendes bækken var svage, hun havde blodmangel, var underernæret, hun vejede kun 35 kilo. Men det værste var, at hun ikke ville have barnet, hun havde ikke lyst til at være mor, fortæller Marta.
Vores liv er ændret
Mor og datter tog hjem, men siden da er deres liv forandret. Det de har gennemgået, vil de helst ville glemme. Manden (voldtægtsmanden) kom forbi huset hele tiden, og pigen ville ikke forlade huset, fordi folk i landsbyen sagde: ”Der går hende, der er blevet voldtaget.” Datteren fødte en dreng, og siden han kom ud af hendes mave, har hun ikke villet vide af ham. Hans mormor gav ham mad og passede ham. - Hun har aldrig taget sig af ham, så derfor er jeg i praksis hans mor. Jeg har heller ikke behandlet hende dårligt. Hun valgte ikke selv at blive mor, hun blev voldtaget. Folk snakkede så meget, at jeg blev nødt til at sælge min jord og tage til Managua med mine få ejendele og mine børn. Jeg bor hos en veninde, og vi klarer os ved at vaske og stryge tøj. Det er ikke som før, hvor jeg levede af mine afgrøder og mine dyr, siger Marta trist.
Jeg er katolik, men …
Min datter gik i tredje klasse, nu går hun ikke længere i skole, det var så langt, hun nåede. Jeg er meget katolsk, men jeg mener, at det bedste ville have været at abortere. Hun burde ikke have lidt så meget. Jeg ønskede, ikke at hun skulle have det barn, men nu er han blevet født, og det må jeg acceptere. Elsker hun sit barn?- Nej, hun elsker ham ikke. Hun afviser ham, ønsker ham ikke. Jeg tror heller ikke, at barnet kan lide hende, fordi han nærmer sig hende ikke. Jeg siger til ham, er hun er hans mor, men han vil altid hen til mig. Dybest set kan jeg godt forstå hende, fordi for hende er det sørgerligt. For hendes skyld fortæller jeg vores historie, for at undgå den her slags situationer. Jeg er katolik, men jeg vil ikke have, at de afskaffer aborten, så andre piger ikke skal gå igennem det samme som min datter. - Hvis jeg må sige noget til dem, der vil afskaffe den medicinske abort – hvis de havde gennemgået den samme lidelse som jeg, og som jeg fortsat lever med gennem mit barnebarn og det som min datter desværre skulle igennem – så skal de ikke ændre loven. Det var hårdt at se min datter gravid, men det var værre for hende, for jeg ved, at hun led mere end jeg.
Ville du have foretrukket en abort?
- Det ville have været bedre, hun ønsker ikke og vil aldrig ønske det barn. Min familie ønsker ham heller ikke, de håner ham, og derfor flyttede jeg. Det gør ondt, for jeg er nødt til at acceptere det. Men hvor skal jeg slå mig ned? Og hun vil aldrig ønske barnet. Når hun ser ham, bliver hun mindet om faderen, en frygtelig og afskyelig mand. Problemet var, at på hospitalet gav de os bare aftale efter aftale, og da vi opdagede at hun var gravid, var det for sent. Hun var bare et barn, hendes krop var ikke engang færdigudviklet. Gennem hele graviditeten var hun dårlig og med hovedpine, og den har hun stadig. Hvis barnet ikke var blevet født, ville han have det bedre, og ville ikke hele tiden blive mindet om voldtægten.
Elsker du dit barnebarn?
- Jeg bliver nødt til at acceptere ham, men bare jeg ser på ham, minder det mig om skurken til hans far. Om jeg elsker ham lige så højt som mine andre børnebørn … måske kommer jeg til det. For nu accepterer jeg ham. Jeg har det dårligt på hans vegne, fordi han kom til verden for at lide. Han har hverken mor eller far, min datter ser ham ikke, kysser ham ikke, giver ham ikke et eneste kærtegn. Derfor beder jeg til, at de ikke afskaffer aborten. Jeg ved ikke ret meget om det der med medicinsk (abort), men jeg ved, at det der er sket for min datter, sker ret tit ude på landet.
(Oversat fra spansk at Brit Larsen)
Kommentarer