Præsterne spiller skak med politikerne











Man skulle ikke tro, at det var til diskussion, men det er det altså her. Præsident Bolanos er nemlig ved at lægge sidste hånd på sit præsidentembede, som udløber om 2 uger. Han syntes at ville afslutte sit svendestykke med at ulovliggøre kvinders ret til abort i tilfælde af sygdom eller ved voldtægt. Medicinsk abort, som det hedder, er kun forbudt i tre andre lande i verden (El Salvador, Chile og Malta).

Lovforslaget der vil give op til 30 års fængsel til læger, der udfører abort, er til endelig afgørelse på torsdag den 26. oktober. Men rygtet vil, at løbet er kørt, fordi et flertal af de parlamentsmedlemmer, der afgør sagen, allerede har skrevet under.

Kirken og alle dens partisangrupper spiller den helt afgørende rolle i det her. Ikke kun pga kirkens holdning til prævention og definition af en person lige fra undfangelsen, men måske endnu mere i forhold til at styre politikerne som bønder på et skakbræt. Her 2 uger inden præsidentvalget er det afgørende at holde sig på god fod med præsterne, for det de siger til deres sognebørn den sidste søndag inden valget, kan meget vel påvirke en betydelig procentdel af stemmerne. Derfor har vi altså set præsidentkandidater med adgang til al viden om sundhedssystemet og den grimme virkelighed for de allerfattigste kvinder og børn, der - på trods af deres viden - har deltaget i kirkens korstog under slagordene 'abort er drab'.

Det triste er bare, at folket er blevet vildledt, for der er væsentlig forskel på fri abort, som vi kender det i Danmark, og så medicinsk abort i ekstreme tilfælde. Denne skelnen synes desværre uvæsentlig i kampen om folks stemmer. Og så er det nemt at vildlede et folk, der har ringe adgang til skole og i det hele taget nuanceret information.

Læs mere: En mor fortæller om 12-årig datters voldtægt og graviditet (artikel oversat fra El Nuevo Diario)




Kommentarer

Populære opslag