Om Gud vil - Si Dios quiere
- Vi ses i morgen, siger jeg til vores barnepige. –Ja, om Gud vil, svarer hun. Nå ja, den variabel havde jeg ikke lige med i min forventning om, hvorvidt vi nu vitterlig ses i morgen. Men hvis man nu tager i betragtning at de fleste bilister kører uden kørekort, og at taxachauffører kører med hovedet under armen – selvom det ganske vist er påkrævet at de har kørekort, giver det en vis mening at holde sig til Gud. Vores barnepige skal nemlig krydse en stor vej, inden hun når hjem.
Kister på hjul
Man skal heller ikke være bange for at sætte sig ind i en taxa, der er ved at falde fra hinanden, for den er med garanti velsignet af de højere magter. Og så behøver man jo ikke bekymre sig om sekulære banaliteter som trafikregler.
I Nicaraguas kulørte blanding af køretøjer findes de såkaldte kister på hjul, som er private minibusser, der supplerer de offentlige gule busser. I et folkevognsrugbrød beregnet til 10 personer kan der snildt være 25 passagerer. Om chaufførerne har kørekort er svært at vurdere – de kærer i hvert fald ikke om at blinke, holde til højre eller i det hele taget køre dybt uforvarligt for folk inde i og udenfor bussen. Det samme gælder trafikkens tunge drenge: de offentlige gule busser som efter overstået tjeneste som skolebusser i USA, kommer til Nicaragua. Stoppesteder er der visse steder, men for det meste holder bussen kun kort ind til siden, hvis en passager skal af eller på. Jeg har hørt om adskillige tilfælde, hvor folk har brækket ben eller arm, fordi de ikke er nået at komme af bussen, inden den satte i gang igen. I det mindste er strejken på landets hospitaler nu ovre, så tilskadekomne buspassagerer nu kan blive behandlet. Under den seks måneder lange strejke blev folk med brækkede lemmer afvist, fordi de ikke var akutte nok. Her var Gud givetvis en bedre medicin end et utilgængeligt sygehusvæsen.
Gud på gaden
I det hele taget fylder Gud og Jesus en del i gadebilledet og i folks tillid til fremtiden. Det er nu ganske forståeligt i et land, der i løbet af de sidst 50 år har været igennem diktatur, borgerkrig, jordskælv, vulkanudbrud, orkaner og hvis centraladministration er alt andet end fungerende. Når man hverken kan stole på politikerne eller naturens luner, kan man i det mindste stole på Gud. Mange går i kirken om søndagen og synger, så det svinger i hele nabolaget. Bibelen bliver også læst bredt. Nogle læser den af mangel på adgang til andre bøger – jeg har sågar hørt om en vagt, der læser Bibelen højt for sig selv for ikke at falde i søvn på sin 24-timers vagt.
Min eneste bøn
Min sekulære og alt for videnskabelige tilgang til tilværelsen frister mig til at håbe for nicaraguanerne at, om Gud vil, så får de nogle samvittighedsfulde folkevalgte, der skaber en retsstat, som de kan tro på i mindst lige så høj grad som Gud. I mellemtiden er det eneste jeg beder Gud om, taget fra Leon Giecos klassiker, “Solo le pido a Dios”, hvor teksten lyder: ”Det eneste, jeg beder Gud om, er at jeg ikke bliver ligeglad med uretfærdigheden.” Lige netop dét er ved Gud en daglig udfordring i dette højst ulige land.
Kister på hjul
Man skal heller ikke være bange for at sætte sig ind i en taxa, der er ved at falde fra hinanden, for den er med garanti velsignet af de højere magter. Og så behøver man jo ikke bekymre sig om sekulære banaliteter som trafikregler.
I Nicaraguas kulørte blanding af køretøjer findes de såkaldte kister på hjul, som er private minibusser, der supplerer de offentlige gule busser. I et folkevognsrugbrød beregnet til 10 personer kan der snildt være 25 passagerer. Om chaufførerne har kørekort er svært at vurdere – de kærer i hvert fald ikke om at blinke, holde til højre eller i det hele taget køre dybt uforvarligt for folk inde i og udenfor bussen. Det samme gælder trafikkens tunge drenge: de offentlige gule busser som efter overstået tjeneste som skolebusser i USA, kommer til Nicaragua. Stoppesteder er der visse steder, men for det meste holder bussen kun kort ind til siden, hvis en passager skal af eller på. Jeg har hørt om adskillige tilfælde, hvor folk har brækket ben eller arm, fordi de ikke er nået at komme af bussen, inden den satte i gang igen. I det mindste er strejken på landets hospitaler nu ovre, så tilskadekomne buspassagerer nu kan blive behandlet. Under den seks måneder lange strejke blev folk med brækkede lemmer afvist, fordi de ikke var akutte nok. Her var Gud givetvis en bedre medicin end et utilgængeligt sygehusvæsen.
Gud på gaden
I det hele taget fylder Gud og Jesus en del i gadebilledet og i folks tillid til fremtiden. Det er nu ganske forståeligt i et land, der i løbet af de sidst 50 år har været igennem diktatur, borgerkrig, jordskælv, vulkanudbrud, orkaner og hvis centraladministration er alt andet end fungerende. Når man hverken kan stole på politikerne eller naturens luner, kan man i det mindste stole på Gud. Mange går i kirken om søndagen og synger, så det svinger i hele nabolaget. Bibelen bliver også læst bredt. Nogle læser den af mangel på adgang til andre bøger – jeg har sågar hørt om en vagt, der læser Bibelen højt for sig selv for ikke at falde i søvn på sin 24-timers vagt.
Min eneste bøn
Min sekulære og alt for videnskabelige tilgang til tilværelsen frister mig til at håbe for nicaraguanerne at, om Gud vil, så får de nogle samvittighedsfulde folkevalgte, der skaber en retsstat, som de kan tro på i mindst lige så høj grad som Gud. I mellemtiden er det eneste jeg beder Gud om, taget fra Leon Giecos klassiker, “Solo le pido a Dios”, hvor teksten lyder: ”Det eneste, jeg beder Gud om, er at jeg ikke bliver ligeglad med uretfærdigheden.” Lige netop dét er ved Gud en daglig udfordring i dette højst ulige land.
Kommentarer